Artiklen fokuserer på udelukkelse og manglende deltagelse, der ofte er resultatet af at leve i fattigdom igennem længere tid.
Fattigdommens konsekvenser er mange, men den mest indlysende er, at forbrugsmulighederne reduceres betydeligt. Når de materielle ressourcer først er kørt helt i bund, får det ofte også konsekvenser i form af, at ens sociale liv indskrænkes betydeligt, og at ens fysiske og psykiske trivsel og helbred påvirkes negativt.
Fattige forsøger at håndtere deres situation på mange forskellige måder. Nogle vil resignere og tilpasse sig situationen, mens andre vil udvikle forskellige aktive måder at forbedre situationen på.
Forfatterne præciserer, hvad de forstår ved fattigdom i dagens Danmark. Dernæst påviser de karakteren og omfanget af afsavn for fattige. Til sidst beskriver artiklen, hvorledes fattigdom og afsavn kan medføre social eksklusion, mangel på anerkendelse, disrespekt og stigmatisering, hvilket potentielt rummer en fare for polarisering i samfundet.

Mange mennesker, som på forskellig vis er udenfor, kan udstyres med etiketter som stofmisbrugere, sindslidende, kriminelle, prostituerede eller alkoholmisbrugere. Men det vil være helt forkert at slutte den anden vej rundt og opfatte alle, der har et af de nævnte problemer, som udsatte eller udenfor.
Artiklen går bag om de mange etiketter, der er hæftet på udsatte, og ser fx nærmere på, hvad en belastende opvækst betyder for den enkelte. Forfatteren gør opmærksom på, at socialpolitik og socialt arbejde ikke kan ændre på de genetiske og organiske forhold.
Men den sociale faktor kan ændres, så den i hvert fald ikke indlysende bliver uretfærdig, som fx når vi som borgere eller som system ikke giver de bedste muligheder eller undlader at gribe ind,” skriver Preben Brandt i sin artikel.
Han kommer også med et bud på, hvad det betyder for de socialt udsatte, at de i betydeligt omfang mangler anerkendelse. Udsattes helt særlige adfærd og manglende evne til at ændre på den giver tilsyneladende grobund for misbilligelse, og samfundet får på den måde et alibi for at holde de socialt udsatte udenfor.

Socialt udsatte unge mænd med indvandrerbaggrund udgør efter forfatterens mening den mest udsatte og mest problematiserede kategori af marginaliserede unge. Medierne italesætter dem rutinemæssigt, som om de udgør en trussel for samfundet.
At være sat uden for centrale sociale arenaer er i udgangspunktet krænkende, og unge med indvandrerbaggrund reagerer fx ved at danne fællesskaber på gadeplan. På den måde bliver de unge integreret i et fællesskab, hvor de oplever sig selv som stærke, attraktive og socialt værdifulde. Denne sociologiske subkultur illustrerer, hvordan mennesker i underordnede sociale positioner danner netop subkulturer for at løse fælles problemer.
At være ung i et gadefællesskab betyder, at ens jævnaldrende forventer, at man reagerer på krænkelser. Gør man ikke det, fremstår man som svag, og det kan være farligt i et gadefællesskab. Men måden, den unge reagerer på, kan accelerere en marginalisering, bl.a. fordi omgivelsernes fordomme omkring vold og brutalitet på den måde bliver bekræftet.
”Måske er det først og fremmest socialpædagogikkens opgave at bryde denne negative spiral,” skriver forfatteren.

Artiklen giver et bud på, hvordan grænsefællesskaber på tværs af etniske og sociale skel kan bevæge det etablerede samfund og de unge, så de unge kommer inden for rækkevidde. Forfatteren vurderer muligheder og dilemmaer i et gadeplansarbejde, der mødes med forventninger om at skulle samarbejde med politiet og samtidig skulle nå unge, som politikere, politi og medier har dømt ”uden for rækkevidde”.
Ud fra begrebet grænseposition analyseres det, hvordan gadeplansarbejderne via en særlig adgang til de unges fællesskaber kan skabe relationer til unge, der ellers betegnes som ”uden for rækkevidde”.
Gadeplansarbejderne deltager som del af såkaldte grænsefællesskaber, der involverer konfliktuelt samarbejde med det etablerede system, fx politi, medier, sociale myndigheder og politikere. Altså parter, som de marginaliserede unge i udgangspunktet typisk er meget skeptiske og kritiske over for.
Såvel gadeplansarbejdere som unge har venner og bekendte, der er blevet skudt på, uden at have noget med den verserende bandekonflikt at gøre. De og deres familier må leve med frygten for, at det kunne have været dem.

Ændrede ledelsesstrukturer indebærer nye ledelsesniveauer som fx områdeledelse og distriktsledelse. I praksis betyder det, at mange ledere oplever, at pædagogiske ledelsesopgaver og hensyn er i øget konkurrence med de økonomiskadministrative opgaver.
I spændingsfeltet mellem politiske krav, pædagogiske målsætninger og praksisser viser ledelsesopgaverne sig at være konstant mere komplekse og vanskeligt håndterbare for den enkelte leder.
Artiklen beskriver meget konkret fire ledelsesdiscipliner inden for pædagogisk ledelse.
”Når den pædagogfaglige optik indtænkes som kerneperspektiv i en model for ledelse af pædagogiske institutioner, omdannes generel ledelse til specifik professionsledelse,” hedder det fx i artiklen.
I et mere ledelsesteoretisk perspektiv viser det sig, at det netop er de professionelle medarbejdere, der tillægges særlige kompetencer.
Fx når medarbejderne skal vurdere relevansen af en bestemt indsats på læreplansområdet. Hvad er overflødigt, hvad giver mening?

Inklusion er baseret på udviklingspsykologiske teorier, hvor børns udvikling og læring forstås som noget, der er knyttet til deres deltagelse og mulighed for at være med blandt andre børn. Disse syn på børns udvikling udfordrer også de kommunalt organiserede støtteforanstaltninger, der traditionelt er knyttet til udpegning af enkeltbørns særlige behov og til målsætninger om at støtte det individuelle barn – ofte isoleret fra den øvrige børnegruppe.
Artiklen bygger på et udviklingsprojekt, der gjorde det muligt for to områdeinstitutioner i Svendborg med 11 børnehuse at ansætte fire ”flyvende pædagoger” i perioden fra 2007-2009. Projektet er blevet kaldt ”Det kan hurtigt blive for sent” og havde til formål at understøtte og udvikle en forebyggende indsats for udsatte børn.
Udelukkelse af et barn betyder en utryghed i det samlede børnefællesskab. Og derfor har det pædagogiske arbejde med at inkludere børn betydning for alle børns trivsel. Men hvad får børn til at udelukke andre børn?
Voksnes deltagelse som medspillere i børns lege skaber både en indsigt i og en platform for at bidrage til en konkret regulering af uoverensstemmelser, inden konflikterne bliver så alvorlige, at de fører til sammenbrud i legen med deraf følgende risiko for udelukkelse. Projektet peger på en fremtidig udforskning af, hvordan pædagogers deltagelse i børns lege uden at være styrende kan bidrage til at inddrage ekskluderede børn i fællesskaber med andre børn.

Artiklen indkredser og diskuterer pædagogers betingelser for at arbejde med socialt udsatte børn i børnehaven. Nyere forskning inden for området har vist, at der kan identificeres forskellige typer af børnehaver i dagens Danmark – tilsyneladende afhængigt af, om der er socialt udsatte børn i børnehaven eller kun såkaldt ganske almindelige børn.
Artiklen tager direkte afsæt i pædagogernes oplevelser, vurderinger og handlinger i deres arbejde med netop denne gruppe børn.
Det, der er særligt interessant i denne sammenhæng, er, at der tilsyneladende ikke kan tales om enslydende pædagogiske indsatser rundt om i landets daginstitutioner, men derimod i langt højere grad om forskellige typer af daginstitutioner, hvor pædagogerne har meget forskellige betingelser og muligheder for at arbejde med og udvikle pædagogiske indsatser rettet mod socialt udsatte børn. Som følge af de store forskelle gives der også forskellige forståelser, muligheder og betingelser for dem, det hele handler om, nemlig de socialt udsatte børn, deres trivsel og udviklingsmuligheder igennem deres tid i børnehaven, inden første skoledag venter.
De forskningsmæssige resultater, der introduceres og diskuteres i artiklen, er hentet fra forfatterens netop afsluttede ph.d-afhandling med titlen "Omsorg for socialt udsatte børn – en analyse af pædagogers kompetencer og pædagogiske arbejde med socialt udsatte børn i daginstitutioner".