Legemlig revselse og hustugt er blot et par af de historiske begreber, som Ellen Nørgaard opremser i sin gennemgang af straf og pædagogik gennem flere hundrede år. Med eksempler fra vidt forskellige tidsaldre fortæller hun om straffens formål og udbredelse, og hun konkluderer, at formålet med straf altid har været at opdrage børn til velfungerende voksne, der kunne leve inden for samfundets normative orden.
Børn bliver således straffet, når de begår brud på en periodes eller en gruppes normative orden. Og straffen er altid blevet ført ud i livet af en voksen, som repræsenterer magt og autoritet. På den måde er barnet offer for den straffendes sindsstemning, og det har ikke altid tilgodeset barnet.
Fra tid til anden har der været uenighed om pædagogikkens rolle i forhold til straf, og Ellen Nørgaard refererer bl.a. til debatten om de grundlæggende opdragelses- og dannelsesspørgsmål. Denne debat udviklede sig til et opgør mellem tradition og nyorientering.

Unge med kriminel baggrund forestiller sig helt fundamentalt, at de er anderledes, og at de ikke har haft samme betingelser som andre. De oplever, at de ikke har styring på deres eget liv, og deres historier handler ofte om, at uanset hvad de gør, så ender det galt.
Inge M. Bryderups artikel handler bl.a. om, hvordan unge oplever fængselsophold, ungdomssanktion og forskellige socialpædagogiske indsatsformer. Artiklen bygger på analyser af biografiske, narrative interview med 14 unge mellem 18 og 21 år. Hovedparten af de medvirkende unge har siddet i fængsel en eller flere gange, tre af dem har prøvet isolationsfængsling.
De unge med kriminel baggrund giver udtryk for en tænkning i ”dem” og ”os”, og forfatteren tager det som et udtryk for mangelfuld samfundsmæssig integration. Og paradoksalt nok er de unges fortællinger præget af en næsten karikeret normalitetstænkning i forhold til fremtidsdrømme. Selvforsørgelse og en lykkelig familie er målene.
En række citater sidst i artiklen giver et indblik i de unges erfaringer og drømme.

Udviklingshæmmede, som er dømt i retssystemet, udfordrer både beboere og personale på botilbuddene.
Artiklen skildrer, hvordan dømte udviklingshæmmede føler, at de ikke hører til på det botilbud, hvor de opholder sig.
De føler ikke, at de har noget tilfælles med de øvrige beboere. Dømte udviklingshæmmede i botilbud giver klart udtryk for, at de oplever mere ligeværdighed og dynamik med botilbuddets personale end med de øvrige beboere.
Pædagogen på den type af botilbud skal i hverdagen evne at balancere mellem serviceloven og straffeloven. En udviklingshæmmet, som er dømt i retssystemet, opholder sig på botilbuddet både som dømt og som udviklingshæmmet. Derfor bliver pædagogen udfordret på flere fronter; arbejdet stiller krav om både opfindsomhed og evnen til at fastholdet et fokus. Faglig viden skal gå hånd i hånd med åbne dialoger medarbejder og ledelse imellem.
På baggrund af to undersøgelser om det særlige ved at leve side om side i et botilbud med dømte og ikke-dømte udviklingshæmmede giver artiklen et indblik i, hvordan beboernes meget forskellige adfærd påvirker pædagogens arbejde.

Tværprofessionelt samarbejde finder sted på mange niveauer i arbejdet med udsatte børn og unge og deres familier. Artiklen fokuserer på den del af det tværprofessionelle samarbejde, som finder sted ved det direkte møde mellem deltagerne.
Pædagoger, som kender barnet og barnets hverdagsliv, har en position, der er velegnet til at understøtte barnets interesser i det tværprofessionelle samarbejde, hedder det.
Det at arbejde tværprofessionelt er en udfordring, og det handler ikke om, hvem der har ret eller uret. Derimod er det vigtigt at reflektere over, hvordan barnets problem kan defineres, og hvordan barnets behov for støtte kan formuleres.
Professionelle (pædagoger) kan komme til at stå i vejen for hinanden, når der arbejdes på tværs. Fx når uproduktive magtkampe finder sted – med risiko for at udsatte børn og deres familier bliver ofre. Samtlige professionelle rundt om barnet har ansvar for indsatsen over for barnet, konkluderes det.

Børn deltager dagen igennem i mange forskellige sproglige praksisser både i og uden for daginstitutioner. Nogle sproglige praksisser er formelt strukturerede og har mere eller mindre eksplicitte regler for, hvordan man deltager. Andre sproglige praksisser er kendetegnet ved, at børn på egen hånd er optaget af at etablere og forhandle indbyrdes relationer. Barnets tur fra hjemmet til institutionen kan fx ses som en sproglig praksis på lige fod med et digt til far eller ordvekslingen, når man siger godnat.
At betragte sprog som en social praksis åbner for et analyserende blik på såvel pædagogens egen praksis som på den institutionelle og samfundsmæssige praksis, og det kan på længere sigt medvirke til at videreudvikle og kvalificere den pædagogiske diskurs om sprog og sprogpædagogisk arbejde.

Når pædagoger skriver ansøgninger, beskriver de primært det personlige. Det faglige kommer i anden række. En omfattende kortlægning af indholdet i pædagogers jobansøgninger vidner om, at pædagoger landet over har nogle fælles interesser i deres fag, og at de har fælles holdninger til, hvad der har værdi i forhold til arbejdet som pædagog.
Ser man på pædagoger som en isoleret faggruppe, illustrerer ansøgningerne, at pædagogernes selvforståelse er ganske ensartet.
Selvforståelsen kommer fx til udtryk som en interesse for børnene og deres udvikling og trivsel, og ansøgningerne beskriver de færdigheder, som pædagogen besidder i den forbindelse.
Dagens pædagoger er professionsbachelorer, og det medfører associationer i retning af, at pædagoger besidder ekspertviden, der adskiller pædagoger fra andre faggrupper. Den dimension fremgår imidlertid ikke af pædagogers jobansøgninger, hedder det i artiklen.